Oprørsledelse
— om hypheste, rapænder og reduktionsmål
Om at påtage sig lederskab
Dem der tager lederskab i vores samfund. Dem der takker ja til en ministerpost, går med i regering, stiller op som præsident — ja dem der spænder sig selv for samfundets vogn — der er altid en stærk forhåbning om, at de også udviser lederskab.
At udvise lederskab vil sige at inspirere andre til at drømme vildere, til at blive noget mere, lære noget mere og gøre noget mere.
En leder skal gå foran, sætte ambitiøse mål, hæve målsætningen, der får alle til at anstrenge sig lidt mere, give lidt mere, turde lidt mere. Lederskab er at formå at tænke og læne sig ind i en fremtid, der er en anden, end den vi står i lige nu. Lederskab er at være medskaber af fremtiden.
At spænde sig selv for samfundets vogn skulle betyde at sætte en retning, vise vejen og så tage det lange seje træk. Men også at kunne motivere resten til at skubbe bagpå. I den ideelle verden.
Hesten der blev træt
Men det er ikke altid, at denne forhåbning indfries. Der sker til tider det, som Halfdan Rasmussen så rammende har udfoldet i børnesangen om Rapanden Rasmus; at hesten bliver træt af at gå. Først bakker den baglæns — og så går den i stå.
Klima-ministeren gjorde det helt klassisk, lige da han kom til magten. Han blev vel træt. Han så i hvert fald sådan ud, når han skulle forklare hvorfor, han ville nedjustere målet for CO2-reduktion i 2020. Han bakkede baglæns og resten er historie. At mindske ambitionen om en CO2-reduktion fra 40 % til 37 % — det er det, jeg mener med at bakke baglæns. Det at ville motivere til mindre.
Og skal vi så tage et helt dugfriskt eksempel, så gør Konservative og Venstre det helt efter sangen, når de i dag melder ud, at de, på trods af at de for mindre end et år siden var med i en bred vedtagelse om at fastlægge et nationalt reduktionsmål for CO2-udledning for 2030, nu siger, at det ikke rigtig bliver til noget med det alligevel. Medskaber af fremtiden? Lederskab?
Er det en omsiggribende syge? Vi ser det med Trump i denne tid. Det er hesten der bakker baglæns. Det forekommer uforståeligt. Vi var nået, trods alt, et stykke med de internationale klimaforhandlinger og verdensmålene, med handling og retning. Og nu baglæns — eller er hesten gået i stå? Vi kan næsten ikke kapere at sidde i den vogn længere.
Og det er det springende punkt. Også i børnesangen.
Andet vers
Oprørsledelse er folkets ledelse. Det er lederskab, der ikke knytter sig til titler eller funktioner — som hvem er det, der er hesten her. Det er Rasmus, der tager sagen i egen hånd. Det er Rapanden Rasmus der tager selen på — og flyver. Flyver!
På samme måde, har vi muligheden for at blive flyvende, i det øjeblik vi tager lederskabet på os, sætter retningen og lader hesten sidde bagved og ryge. Sort røg fra en anden tid. Fra kullets og afbrændingens tid. CO2-forureningens tid. Men den lægger vi bag os.
Det er lige så klart, at oprørsledelse betyder, at en flok vil blive stående måbende tilbage og glo. Ligesom dem i Rinkenæs Sogn. For hvad skete der lige. Der skete det, som ingen rigtig troede på.
Oprøret
Se solenergien, der blev flyvende. Alle sagde godt nok, at det ikke ville kunne betale sig. Og det havde måske været sandt stadig — hvis ikke nogen havde lagt sig i selen og var fløjet, og havde drejet energien og økonomien i en ny retning.
Det er på den måde en overraskelse, hver gang det sker. Men det sker, den slags små oprør — hele tiden.
Oprørsledelse skabes af trods og vilje — og af mod. Viljen til og modet til at lægge sig i selen og sætte af. Blive flyvende. Med vogn og det hele.
